Byttemøde på Danmarks Jernbanemuseum i Odense
Lørdag den 4. februar 2023
Af Hans AndersenLørdag den 4. februar 2023 afholdt klubben byttemøde på Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Vi var 16 deltagere, og som sædvanlig var det mødelokalet 'Filskov', der var rammen om vores møde.
Efter morgenmad og lidt indledende snak kunne interesserede deltage i en rundvisning på museet. Flemming Søeborg gav os en rigtig interessant tur gennem det meste af museets indendørs afdeling, og vi kom med udgangspunkt i de udstillede køretøjer og modeller gennem mange spændende dele af den danske jernbanehistorie, blandt andet opvarmning og belysning i personvogne, arbejdsmiljø, bureaupost, færger, kongevogne og meget mere.
Efter rundvisningen var det blevet frokosttid, og herefter afholdt klubbens auktionsleder Uffe Bek Pedersen auktion over 35 lots, hvor en del blev budt godt op!
Herefter var der almindeligt byttemøde, og kaffe og kage. Der blev byttet og handlet godt.
Jeg synes, det var et rigtig godt arrangement, og det er da imponerende, at vi kan samle hele
16 deltagere - det er faktisk mere end en fjerdedel af alle klubbens medlemmer.
Som jeg har nævnt før i forbindelse med lignende arrangementer, tror jeg, at beliggenheden midt i landet og ganske tæt ved Odense banegård er en afgørende årsag til det høje deltagertal. Mange af deltagerne, blandt andre jeg selv, kom med toget.
Tak til aktivitetsudvalget, Danmarks Jernbanemuseum og Flemming Søeborg for et rigtig godt og spændende arrangement.