Dansk Fragt- & Banemærkeklub sommerudflugt gik i år til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Midtsjælland
Lørdag den 27. juni 2020
Af Hans AndersenDansk Fragt- & Banemærkeklub sommerudflugt gik i år til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Midtsjælland. Turen fandt sted lørdag den 27. juni 2020, og vi var 5 deltagere fra Københavns- området, Fyn og Sydsjælland; der var desværre indløbet en sygemelding fra en deltager.
Vi mødtes kl. 1100 på museets parkeringsplads, og herfra kørte vi med en sporvogn fra Århus den ret korte strækning til selve museet. Herefter besøgte vi museets interessante udstilling i 'Gammel Valby Remise', hvor der (selvfølgelig) var udstillet forskellige spor- vogne, blandt andet en lille motorvogn, nr. 12, fra Odense Sporvej, bygget af ASEA i 1913.
Der var også en større udstilling af billeder og billetter, samt forskellige mindre arbejdskøre- tøjer, blandt andet en skinnebukkemaskine fra Arhus Sporveje. Og som noget nyt i museets udstilling en model i fuld størrelse, såkaldt mock-up, af (en del af) en af de nye sporvogne til Hovedstadens Letbane.
Efter at have brugt lidt tid på udstillingen, tog vi med en københavnsk sporvogn fra museet til skoven. Undervejs passerede vi museets nye depot-remise med 10 spor. Denne bygnings facade mod 'Valby Langgade', hvor sporvognene kører, er opbygget som tidstypiske butikker med inventar.
Strækningen til skoven er delvis enkeltsporet med krydsningspor, og ved vores besøg var der åbenbart problemer med det elektriske signalanlæg, for vi havde lejlighed til at se, hvordan trafikken på det sidste stykke mellem stoppestedet Skovkanten og endestationen 'Ejlers Eg' afvikledes med togstav. På begge sporvognsstrækningerne kørte i øvrigt vogne hver 10. minut, så der er ret tæt trafik.
I skoven spiste vi frokost og drak kaffe i skyggen under træerne i sporvognssløjfen, og derefter tog vi tilbage til museet med en toetagers sporvogn, beskiltet som linie 3. Alle de andre museumsgæster ville åbenbart køre med på første sal, så vi tog plads nedenunder. Vi kørte med til museet og stod af ved stoppestedet lige ud for museets busudstillingshal.
Herefter brugte vi en del tid på busudstillingen, som omfatter mange busser, lige fra hestetrukne omnibusser fra 1870erne, over en helt enestående benzinbus fra Frederiksberg Sporveje fra 1913, til relativt moderne busser.
Samlingen omfatter også et par trolleybusser, én fra NESA og én fra Københavns Sporveje.
Lidt senere havde vi lejlighed til at deltage i en interessant rundvisning 'bag kulisserne', hvor vi blandt andet kunne se, hvordan flere sporvogne var under restaurering. Vi så blandt andet en hestesporvogn fra omkring 1863 fra den første sporvejslinie i Danmark, og en forholdsvis moderne 6-akslet ledvogn fra Københavns Sporveje fra 1960erne.
Efter endnu en tur til sløjfen i skoven, denne gang med et toakslet vogntog, bygget af Københavns Sporvejes hovedværksted under besættelsen og denne dog beskiltet som linie 7, sluttede vi vores besøg lidt efter kl. 1600.
Jeg synes, vi havde en spændende og interessant tur, og vi var meget heldige med vejret, for jeg tror, det var årets hidtil varmeste dag.
Tak til aktivitetsudvalget for en god tur.